Billede fra Junior klubben
Arbejde før middagen
handicap-org-hus
Lobby og trappeforløb i handicap organisationernes Hus

Set & sket

Udvalgte medlemsmøder 2016/2017:

Sommermøde august 2017: Første onsdag efter sommerferien mødtes vi i Fasangården i Frederiksberg Have til en hyggelig middag sammen med de øvrige gæster. Herefter spadserede vi en tur i den skønne have, og fandt en siddeplads, hvor vi fik en forfriskning.

Fasangården drives af Årstiderne, og her er både mulighed for et måltid mad og indkøb i den hyggelige butik. Interesserede kan finde yderligere oplysninger om Fasangården her:

Fasangården

Sæsonafslutning juni 2017: Forrygende besøg i Peter Wiebroes have i Søllerød. Den forhenværende reklameguru har over de sidste 30 år forvandlet en villa i Søllerød til et helt unikt univers med et fransk barokslot og omgivende have i stram klassisk stil. Slot, sidebygninger og den helt fabelagtige have er inspireret af syd-europæisk barok og mauriske haver tilsat lidt renæssance. Resultatet er umådeligt smukt og harmonisk. Besøget sluttede indendørs med et glas vin og lidt snack til lyden af klassisk musik, og vi følte os alle hensat til en helt anden tidsalder.

På nettet findes kilometervis af artikler, billeder og film om Peter Wibroe og hans have, her er blot et enkelt eksempel med en række fine billeder fra haven: http://www.havefolket.com/2015/06/exilion-en-smuk-og-barok-have.html

Efterfølgende spise vi en skøn middag hjemme hos Inge Hjorth, havde en meget hyggelig aften og  og snakkede længe og i munden på hinanden i flere timer. Stor tak til Inge!

Maj 2017: Besøg på Christiansborg. Vi blev modtaget af Leif Mikkelsen, mangeårigt folketingsmedlem og medlem af folketingets præsidium for Liberal Alliance, og var på rundtur i folketingets storslåede lokaler, inklusive folketingssalen og liberal alliances gruppeværelse. Leif Mikkelsen har en  stor og imponerende viden om husets historie og er en stærkt underholdende fortæller. Vi fik meget konkret viden med os, og også mange personlige betragtninger og anekdoter, hvilket gjorde besøget endnu mere spændende og interessant.

Vi havde bestilt middag i restaurant Tårnet, og på vej til middagen nåede vi også lige et besøg i selve tårnet. Her er fantastisk udsigt over København og besøget værd, selv på en meget kold og blæsende dag.

Restauranten var en oplevelse i sig selv, meget smukt indrettet og dejlig mad – et oplagt sted at tage udenlandske gæster med.

April 2017: Absalon Kirke på Vesterbro,  til spisning kl. 18:00. Vi skulle,  for en aften prøve at forestille os, at flytte vores egen dagligstue ind i et moderne forsamlingshus/folkehus.

På hjemmesiden www.absalons.dk kan man læse om kirkens historie og på hjemmesiden www.absaloncph.dk, står der blandt andet, at vi skal betragte Absalon, som en forlængelse af vores egen dagligstue.

Fyld stuen med venner, bordtennis, musik, backgammon, film, banko, mad, kaffe, skak, yoga, loppemarked, plademesse, foredrag og alt mulig andet og lade mennesker mødes.

Det er interessant, hvordan man opbygger et socialt koncept i et område i København, hvor der bor mange mennesker. Vi ved alle, at der rundt omkring i de danske stuer, sidder rigtig mange mennesker alene, uden social kontakt. Ensomheder opstår af mange grunde og i alle aldre. Set med de briller, er Absalon en samfundsøkonomisk god idé.

Tanken er, at alle gæster skal kunne spise både godt og billigt. Mindre børn spiser gratis. Det er også tænkt ind, at enlige ikke behøver, at sidde alene hjemme, men kan tage ind og spise og få en god snak med den man sidder ved siden af, imens man spiser. Derfor sidder man ved langborde og de gæster der er vant til at komme derind, henvender sig og taler automatisk med sidemanden/kvinden og børnene løber rundt og leger. Man deler maden på bordene, ja – som vi gør, når vi har gæster hjemme.

Alle er på plads kl. 18.00, lige herefter kommer kokken og fortæller, hvad dagens middag består af. Han fortæller også lidt om, hvordan det hele foregår. De bespiser 200 til 250 hver aften. Maden er fantastisk, så vi kan anbefale, at man prøver en aften midt i København, hvor der kommer gæster fra udlandet og hele Danmark. En anderledes aften, hvor vi oplevede, hvordan en vision kunne lykkes.

Februar 2017: Arbejdspladsbesøg hos HK – spændende indsigt i både forbundets mangesidede arbejde, og også HK som arbejdsplads.

Januar 2017: I Verdenskulturcentret, hvor vi hørte et meget gribende foredrag af Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp: “Når verden  flytter sig. Invandrer og flygtningestrømme mod Europa”. Herefter spiste vi en skøn arabisk tapasmenu fra “Send flere krydderier”.

November 2016: Møde med landsformand Susanne Olsen, Dansk Handicapforbund, i det nybyggede hus for alle handicaporganisationer, i Taastrup, -vi blev præsenteret for nogle af de udfordring, det er at leve med handicap og hvor utroligt smukt og gennemtænkt det nye hus imødekommer udfordringerne fra forskellige former for handicap.

Oktober 2016: Besøg i Frederiksborg Centret i Hillerød. Maria Østergaard fortalte meget inspirerende om sin præsidentperiode for Zonta International og Zonta Hillerød fortalte om “Kvinder og Kunst”, arbejdet med arrangementet og donationerne.

September 2016: Besøg i NLP huset, hvor vi fik en spændende introduktion til eneagrammet

August 2016: Street-food på Papirøen, farverigt, uhøjtideligt og spændende mad for enhver smag

Juni 2016: Besøg og omvisning på Gammel Holtegård efterfulgt af middag hos et medlem

Februar 2016: Hjemmemøde med Kvinder og Kost på programmet. Indlæg fra I-KC om et nyligt gennemført kostprojekt og vores eget medlem Hanne Fritzbøger Raug, uddannet kostvejleder, der talte om kroppens syre/base balance.

Januar 2016: Besøg i skuespilhuset, hvor vi bl.a. hørte om teatrets kommercielle aktiviteter og sponsorarbejde. Herefter så vi stykket Puntila – som jo modtog prisen for bedste mandlige hovedrolle ved årets Reumert 2016